Viking undervisning #3

Afsnit 3 i KPs drabelige vikingesaga:

I gamle dage var hjemlig hygge for en normal viking defineret af - en hårfin balance mellem at tage en træl og tæske den gentagne gange ind i væggen, eller at råbe "For helvede hæslige vikinge koner og afskyeligt afkom, vi går i krig!!!" Så smurte de hæslige koner nogle madpakker. Desværre proppede de selviske og ubetænksomme koner aldrig en galt som Særimner med i provianten (Særimner var en en slags evighedsmaskine indenfor grisedyr, nærmere bestemt en kastreret orne. Kødet groede simpelthen ud igen, smart ikke?) Men næh nej. Tre klapsammen med roe, det måtte være rigeligt, mente kællingerne. Konernes madpakker slap typisk op inden bådene var kommet i vandet, men til gengæld holdt mjøden ikke længere overhovedet, snarere tværtimod.

Vikingerne roede ud, eller det gjorde de dér trælle, mens vikingerne kiggede på, spiste rød fluesvamp og drak saltvand. Når de var sultne, så råbte den mest sultne viking: "MÅR!", og så hentede den yngste viking en mår. Måren blev flået og blodet kørte rundt i 1 liters drikkehorn, mens kødet blev stegt over en sagte ild.

Når vores helte nåede i land, så plyndrede de løs, uanset om de så angreb pyramiderne, Månen, en døgnkiosk i Stonehenge eller et bordel ved Brandenburger Tor. Det er ikke så vigtigt, hvad de angreb. Det vigtige er, at når de tog ud i verden, så havde de altid et helvedes besvær med at komme hjem igen bagefter. Vikingerne ramte nemlig tit ind i nogle spøg og skæmt storme, som de gamle pis og lort guder havde gang i for sjov. Det betød, at skulle vikingerne f.eks. til Roskilde, så endte de måske i Gudenåen i stedet.

Een ting er at sejle rundt og have spist alle sine mårer og være ret sulten og tørstig. En anden ting er, at have båden fuld af sten og grus (hva' fanden har de ellers af værdi i England?) En helt tredje ting er, at Gudenåen var snoet 7 gange rundt om Underverdenen, som vikingerne ikke engang kendte eksistensen af. Men lukkede de ikke røven, så lavede ham færgefætteren Charon vandet om til stinkende gedelort.

Efter at have destilleret stanken fra Gudenåen ned i et mårkranie og sniffet det, så faldt der relativ ro over båden, og så sejlede de hjem og døde. Mens vikingerne havde været væk var temperaturen nemlig kommet over frysepunktet, og det slog næsten alle vikingerne ihjel, da de slet ikke var konstrueret til varmegrader. Normalt i vikingeland var der mørke, rasende snestorme og is over det hele. Der er dog stadig nogle få vikinger tilbage i Danmark og Nord Norge, og de kan af og til lokkes frem fra skyggerne med lidt snilde og en god kop mjød som lokkemad.

Viking undervisning #2

Afsnit 2 i min spændende undervisning om vikinger, altså os Danere! Here goes:

Vikingerne havde ikke tv, hi-fi eller computere. Dengang var der kun et meget begrænset antal fritids-beskæftigelser. Man holdt sig typisk i form ved at banke sine trælle stolpe op og stolpe ned ...nåh ja... med en stolpe. Datidens fitness kan man vel kalde det.

Vikingerne drak som død og helvede, men de kunne tåle det! Og hvis de ikke kunne, så brækkede de sig bare på konen, på den nærmeste træl eller i yderste nødstilfælde på gulvet. Man boede jo i en primitiv stavhytte med et gulv, der var bygget af lige dele jord og gedelort. Desuden gik man aldrig i bad, så det meste var faktisk pisse ligemeget og jævnt ildelugtende.

Vi har tidligere nævnt mjød og fluesvamp og naturligvis havde konen sikkert også mindst et par tillokkende features for en liderlig gammel vikingebuk på landlov. At hun lugtede af klam ged gjorde intet, for det gjorde alt andet jo som sagt også.

Hoved-fritidsbeskæftigelsen for danske vikinger var dog at sidde musestille og stirre ud over havet. Grunden til denne mystiske adfærd var, at de dybest set var snotdumme og troede, at der boede store pelsdyr i havets dyb. Internt var odds 1:3500 på at se et dybhavspelsdyr, så der var mange bytte-genstande på spil og derfor en del stirren ud i horisonten. Man kan sige det mindede lidt om idag, hvor folk stirrer på lotto-tallene, i håbet om at vinde 35.000.000 og ender med en lang næse og må græde snot ned i den gamle sofapude, som minder mistænkeligt om et ildelugtende pelsdyr fra havets dyb.

Det var dog først, da Jesus Kristus og hans disciples fantastiske lærdom spredte sig op gennem Europa, at Vikingerne fik åbnet deres såkaldt dumme øjne. De bød venligt de første kristne indenfor, og stak dem en kop roe-suppe. De lyttede oprigtigt til deres ord "om at vende den anden kind til, og aldrig at begære din næstes datter."

Vikingerne tænkte kort over det, og så begyndte de at gennempule nonnerne og deres medbragte geder. De sømmede prædikanten op på et omvendt kors, og siden da var vikingerne satanister. På mange måder er de underlige ansigtsbemalede folk - der render rundt i de norske fjelde med en spand benzin, en pakke tændstikker og en elektrisk guitar - inde på noget af det rigtige. De er faktisk ret vikingeagtige.

Spørgsmålet er derfor: var vikingerne virkelig de dumme eller var det prædikanten og hans nonner - herefter alle som een betegnet: mårerne, som var de kloge? Jeg skal ikke afgøre det, men vinteren var på vej og vikingerne havde holdt sulten - og i særdeleshed roe-suppen - fra døren for et stykke tid. Velbekomme og resten af mjøden i det fedtede lange vikingehår.

Viking undervisning #1

Inspireret af TOTAL VIKING POWER sitet, føler jeg at jeg er nødt til at nedskrive min vikingehistorie, som jeg lige husker den, bare sådan i store træk og helt frit fra mit svingende slagsværd. Man er vel trods alt en indfødt Viking fra Danernes rige.

Vikingerne var ret trætte af deres dumme koner, som de ofte havde fanget i åndsvage fremmede lande og slæbt hele vejen hjem - først i håret og siden i deres langbåde. Konerne var bedst til at lave mad og føde vikingebørn. Til gengæld var de helt og aldeles ubrugelige i moderne TOTAL VIKING POWER krigsførsel. Mændene sagde: "rolig nu, bette tøsen", og så drog de ud i skoven.

Mændene vidste, at kom de ikke hjem med noget kød, så stod den på fucking roesuppe, datidens pendant til selleritærte. De ville ofre sig selv og resten af landsbyens mænd blot for at slå en enkelt ynkelig grævling i smadder med kampøkser og slagsværd. Ved lykkeligt udfald var det dog ofte kun landsbyens stærkeste, der fik noget at æde fra en mager sønderhamret grævling.

Men nogle af de andre vikinger slog så måske en upåpasselig træl ihjel, og sagde at de havde fanget en mår. Kød er kød - som man sagde dengang. Generelt ville de nok helst have torpederet et vildsvin med spyd, men sådan er det bare ikke altid. Og en roesuppe er altid en skræmmende modstander.

Bagefter sniffede de lidt rød fluesvamp for at falde lidt ned, og så tog de en tår mjød af dimensioner som verdenshavet, dog uden at prale uhæmmet, alt imens de amerikanske vikinge-gud wannabes indspillede film og så ubegribeligt gay ud.